Fridykning i Herlev

Kære fridykkere.

Fridykningen i København tiltrækker interesserede til sig som aldrig før – fridykningen bliver en livsstil og sport som flere og flere får øjnene op for.
Derfor har vi i Københavns Fridykkerklub igennem flere år haft den udfordring, at interessen for fridykning ganske enkelt har været for stor i forhold til hvor mange fridykkere vi har kunnet tage imod løbende.
Det er der heldigvis kommet en løsning på, nu hvor vi i samarbejde med Herlev Dykkerklub Jernlungerne, starter fridykning op i Herlev, således at der fremadrettet bliver 2 fridykkerklubber i Hovedstadsområdet.
Tirsdag den 12. marts starter Jernlungerne op med Fridykning, hvor et 6-8 ugers introforløb starter for nye fridykkere.
I opstartsperioden vil det være instruktører og trænere fra Københavns Fridykkerklub, der bistår med oplæringen og træningen. Efter opstartsperioden og introforløbet for de nye fridykkere, vil der løbende deltage erfarne fridykkere fra Københavns Fridykkerklub, der kan hjælpe og guide under den fælles efterfølgende træning.
På sigt vil de 2 fridykkerklubber naturligvis kunne samarbejde omkring trænerudvikling, stævner og andre fridykkeraktiviteter.
I forbindelse med opstart af fridykning i Herlev, har Københavns Fridykkerklub valgt, at i hele 2013 (måske også 2014) vil vi ikke optage nye medlemmer, der ikke er uddannet i en fridykkerklub eller via et officielt certificeringskursus – eksempelvis via AIDA eller SSI.
Hvis I ønsker at vide mere omkring fridykning i Herlev, eller ønsker at starte på det kommende hold den 12. marts, så kan I svare denne mail, eller I kan henvende jer direkte til tovholderen for fridykning i Herlev – Peter Dreier på petit2069@gmail.com
Peter Dreier er formand i Herlev og tovholder på fridykningen i Herlev. Peter er selv fridykker, han deltog blandt andet ved DM i Aarhus 2012. Peter træner selv aktivt i Københavns Fridykkerklub her op til opstarten i Herlev.
Uanset om I vælger opstart i Herlev eller ej, bibeholder I naturligvis jeres plads på Københavns Fridykkerklubs venteliste, og vil fremadrettet blive kontaktet, hvis/når der er mulighed for at blive medlem der.

Besøg også www.fridykkerforum.dk – et fælles fridykkerforum for hele Danmark – send mig en mail med dit brugernavn, hvis du tilmelder dig dette forum, så “lukker jeg dig ind” 🙂

Tjek også facebookgruppen for danske fridykkere: https://www.facebook.com/groups/362014763862824/
med mange venlige hilsner

Nikolaj Larsen

(Formand Københavns Fridykkerklub)