DM i Fridykning i pool 2014

anne marie dahler  I weekenden d. 28.-29. marts 2014 blev DSF’s DM i poolfridykning afviklet. Odense AquaClub var i år værter med 35 tilmeldte atleter. Der var mange lange dyk der blev logget og hvem der skulle blive de nye danmarksmestre var spændende som aldrig før.

Ny Danmarksrekord

Fredag aften mødte mange af landets fridykkere op i Højme svømmehal, hvor disciplinen statisk skulle afvikles. I år skulle det afvikles i varmere vand (33grader) modsat de tidligere år, hvor det har foregået i koldt vand (28grader). Det viste sig at være et klogt valg for her strømmede gode resultater ind – særligt Anne Marie Dahler der slog Danmarksrekorden med et dyk på 5.46 min.

Flot niveau i statisk

Blandt kvinderne så vi 4 dyk der alle var over 5 min hvilket fortæller at niveauet i DK er rykket en tak op.
Hos herrene lavede Jesper Stechmann stævnets længste dyk med et vejrhold på, 7. 24 min. Stærkt efterfulgt af dykkerkammeraten Jakob Hansen der dykkede 7.11 min. Stig Pryds holdt vejret i 7.14 min men fik desværre ikke godkendt dykket pga. overfladeprotokollen ikke var efter bogen.

Lørdag med dynamisk

Der var altså lagt godt ud fra start med de statiske resultater, så det kunne kun blive en spændende dag den følgende dag.
Lørdag formiddag blev disciplinen ”dynamisk uden finner” afviklet i Svømmehallen Universitetet. Her blev spændingen for mange af damerne afgjort da der i denne disciplin blev givet en del røde kort. En nytilkommen fridykker, Anna-Marie Christiansen (24 år) fik dog ikke et rødt kort og kunne glæde sig over et langt dyk på 116m der satte hende i en klar førerposition stærk efterfulgt af klubkammeraten, Anette Ottzen der lavede et dyk på 110m. Anne Have Rasmussen var dog lige hælene på Anette Ottzen med et dyk på 96m.

Jakob Hansen – længst uden svømmefødder

Jakob Hansen lavede det længste dyk for herrene på 154m, efterfulgt af Stig Pryds med et dyk på 148m. Jesper Stechmann fik efter protest lov til at lave sit dyk om pga. en speakerfejl og lavede et 135m langt dyk.
Med disse resultater så vi nu at Jakob lå i spidsen med Jesper lige i hælene. Kandidaterne til 3. pladsen efter no fins var Henrik Henrichsen og Finn Korsgaard – men med endnu en disciplin der ikke var afgjort havde flere chance for at komme i betragtning til 3.pladsen.

FinnDen sidste disciplin ”dynamisk med finne” var den afgørende disciplin. Her så vi det længste dyk for kvinderne fra Camilla Salling Olsen der lavede et dyk på 174m. blot 5 meter fra DK-rekorden. Men da hun fik rødt kort i DNF havde hun ingen chance for at tage guldet.

Det havde Anna-Marie Christiansen til gengæld, som lavede det næstlængste dyk på 136m. Anette Ottzen kunne nøjes med 111m for at vinde sølv og Anne Have Rasmussen lavede 130m og vandt bronze. Blandt kvinderne så vi 3 dyk på over 125m som ligesom med statisk fortæller at niveauet for kvinderne herhjemme i DK er steget.

GuldJesper Stechmann lavede stævnets længste dyk på 223m og med Jakob Hansen lige efter på 191m. Dvs. Jesper Stechmann tog guldet for næsen af Jakob, som måtte nøjes med sølv. Bronzen blev afgjort i denne disciplin og med et dyk på 127m af Finn Korsgaard.

Så for årets DM i poolfridykning ser resultatet således ud:

Herrer:
1. Jesper Stechmann (Aarhus Fridykkerklub)
2. Jakob Hansen (København Fridykkerklub)
3. Finn Korsgaard (Odense AquaClub)

Damer:
1. Anna-Marie Christiansen (København Fridykkerklub)
2. Anette Ottzen (København Fridykkerklub)
3. Anne Have Rasmussen (Aarhus Fridykkerklub)

Videoer fra stævnet kan ses her:

Fotograf: Klara Dahler